Liv 1 år – inspiration til 1 års fødselsdag

Jeg har slet ikke fået skrevet om, hvordan vi holdte Livs 1 års fødselsdag. Vi fejrede hende over to gange. Første gang var selvfølgelig på dagen d. 30. august, hvor det bare var mig, Simon og Liv. Anden gang var d. 1. september, hvor vi havde inviteret familie på besøg.

Jeg vil skrive lidt om, hvad vi lavede på hendes fødselsdag, hvilke gaver hun fik samt tips og ideer til dekoration og mad.

På dagen

Simon havde taget fri fra arbejde, så vi sammen kunne fejre Livs første fødselsdag. Dagen startede som sædvanligt med morgenmad. Denne gang var der bare et flag på bordet. Livs helt eget gravede fødselsdagsflag, som hun havde fået i dåbsgave (af min onkel og tante). Da vi havde spist, og fået noget tøj på, var det selvfølgelig tid til at pakke gaver ud. Liv havde skam ikke tænkt sig, at flå papiret i stykker, så jeg hjalp hende lidt. Vi var hjemme hele dagen, hvor vi hyggede, og Liv kunne lege med sine nye ting. Om aftenen tog vi ud for at spise på restaurant. Vi valgte vores stamsted ude ved Rosengårdcenteret, Asia restaurant. Det er altså meget nemt med buffet, når man har små børn med. Man skal ikke vente på maden og udvalget er alsidigt. Liv har altid været nemt at have med på restaurant, så vi havde en stille og rolig aften, hvor vi kørte meget mætte hjem.

Den 1. fødselsdag er nu en helt særlig markering af alt, hvad der er sket det første år. Synes også d. 29 august var speciel, det var jo den sidste dag i tosomhed, og dagen hvor jeg gik i fødsel. Synes det sidste år er gået enormt stærkt, og nu forstår jeg godt, hvorfor forældre altid plejer at sige, at de små vokser så hurtigt. Det næste år må gerne gå langsommere! 😛

Dagen med gæster

Vi havde valgt at invitere den nærmeste familie bestående af bedsteforældre, oldemødre, onkel og faster til frokost og kagebord i lejligheden. Vi startede med at spise frokost, da alle gæster var ankommet. Herefter skulle Liv pakke gaver ud. Efter gaveracet skulle de sidste ting til kagebordet forberedes inden vi kunne sætte os til bords igen. Liv fik sin egen lille lagkage, som vi troede, hun ville grisse med. Men nej..hun turde næsten ikke røre den. Normalt elsker hun at røre ved mad, men kagen gad hun ikke. I stedet ville hun hellere smage lidt af chokoladekagen 😛

Der blev snakket på kryds og tværs, leget med Liv, taget en masse billeder og video. Inden vi alle sagde farvel til hinanden, fik vi taget et gruppebillede ude foran vores lejlighed. Der havde været fuldt hus fra 12 – 17.00, så der var godt stille, da vi kom op i lejligheden igen. Synes altid det føles så tomt, når man har haft mange gæster på besøg.  Senere om aftenen gik vi en lille tur, mens Liv blev kørt i sin nye cykel, som hun fik i gave.

Vi havde sådan en hyggelig dag, og som sædvanligt gik tiden alt for hurtigt! Det var så dejligt, at kunne samle familien i vores lejlighed og fejre lille Liv.

 Livs gaver

Liv blev virkelig begavet på sin fødselsdag. Jeg vil kort fortælle, hvilke gaver hun fik. Måske andre kan blive inspireret, når de engang skal holde 1 års fødselsdag eller bliver inviteret med som gæst.

Livs gavebord
Det fik Liv i gave:
  • Rygsæk
  • Kjole
  • 2 x Lego duplo
  • Penge
  • Regntøj
  • Trælegetøj
  • Cykel (som hun kan skubbes i)
  • Xylofon
  • Vanter
  • Puttekasse
  • Nusseklud
  • Undertrøjer
  • Et sæt slappertøj

Derudover havde Simon og jeg hver lavet en personlig gave, som jeg vil skrive nærmere om i et andet indlæg 🙂 DIY til fødselsrammen kan læses her.

Ideer til 1 års dekoration

Jeg var i rigtig god tid med stort set alt, der havde med Livs fødselsdag at gøre. Havde planlagt alt i god tid, så der var ikke stress eller lign. i dagene op til. Halvdelen af pynten blev hængt op om aftenen d. 29. august. Sidste halvdel blev hængt op om aftenen d. 31. august. Jeg havde valgt, at dekorere den ene dør i stuen med ballonerne “L I V 1” med det formål, at tage et billede af hver gæst mens de holdte Liv. Bordet fik en hvid engangsdug på, som jeg dryssede lidt flag på. Jeg havde valgt at købe engangsservice, fordi vi først og fremmest ikke har opvaskemaskine, og derfor ville det været meget nemmere bare at smide servicen ud efter maden, i stedet for at skulle stå med en kæmpe opvask om aftenen. Ellers havde jeg hængt balloner og flag op forskellige steder i stuen, og hoveddøren fik selvfølgelig også klistret et flag og en ballon på.

Bordopdækning til 1 års fødselsdag
Dørdekoration
Her har jeg købt pynten:
  • Ebay
  • Aliexpress
  • Søstrene Grene
  • Tiger
  • Føtex

Vær obs. på, hvis du køber fra Kina, skal det bestilles hjem i god tid! Gerne en måned eller to forinden for at være sikker på, at det når hjem i tide.

Ideer til 1 års frokost og kagebord

Stort set alt hvad der blev serveret til fødselsdagen, var hjemmelavet. Pålæg, dressing, brød og miniburgerboller var købt, ellers stod den på hjemmelavet mad. Noget havde jeg lavet i god tid forinden og kommet i fryseren, andet var lavet dagen før. På den måde skulle vi kun tænke på anretningen, og have mere tid til Liv og gæsterne.

Til frokost fik vi:
  • Vegetartærte
  • Mini burgere
  • Brød
  • Pålæg
  • Æg og rejer
  • Frikadeller
  • Pastasalat
  • Kartoffelsalat
  • Brunchpølser
  • Diverse lyserøde drikkevarer/vand
Frokostbuffet til 1 års fødselsdag
Drikkevarer til 1 års fødselsdag
Kagebordet bestod af:
  • Boller
  • Kage – Gateau Marcel (chokoladekage)
  • Kage – mandelkage med hindbærskum og bær
  • Diverse lyserødt slik
  • Kaffe/the/kakao

Livs egen lille kage bestod af købe-kagebunde, banan, jordbær og flødeskum.

Kagebord til 1 års fødselsdag
Kage til 1 års fødselsdag

Håber der er nogen, som har fået lidt inspiration til, hvordan man kan holde en 1 års fødselsdag. Vi er i hvert fald mere en tilfreds med, hvordan dagene forløb.

>> Læs hvordan jeg lavede fødselsrammen til Liv <<

// Jeanette

Indlæg oprettet 52

4 tanker om “Liv 1 år – inspiration til 1 års fødselsdag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen