Så meget tjente jeg i Børneloppen Odense

Januar og februar måned stod i genbrugens tegn, idet jeg havde en stand hos Børneloppen Odense af 8 ugers varighed. Vil jeg gøre det igen? Læs med her hvis du vil høre om mine erfaringer, gode og dårlige oplevelser samt fortæller hvor meget jeg har tjent.

Da Børneloppen Odense sidste år reklamerede med, at man kunne booke en stand og få dobbelt op på standleje slog jeg til. Jeg havde opbygget et mindre lager af Livs tøj, som enten var blevet for småt eller ikke blev brugt. Hertil var der også lidt legetøj og nips.

De fleste mødre har nok hørt om Børneloppen eller tilsvarende kommissionsbutikker, hvor man kan leje en stand og sælge ud af sine brugte ting. Så selve konceptet vil jeg ikke komme ind på. Her vil jeg i stedet henvise til Børneloppens hjemmeside.

Forarbejdet

Selve processen med at prissætte tøjet, lave skilte og ”indrette” sin stand har været en længere, men sjov, proces. Inden min standleje begyndte, indtastede jeg alle priser online og fik dem printet ud gratis. Selvom et ark kun koster 10 kr. (efter standlejen er begyndt), så vil jeg gerne have ting så billigt som muligt. Indtastningen af priser gik heldigvis hurtigere end forventet, selvom jeg havde 316 varer i alt.

Hjemmelavede skilte og mærkater

Jeg valgte at klippe mine egne mærkater ud (som klistermærkerne kunne klistres på), lave hul i hjørnet og binde en snor fast. (BILLEDE). Denne del kan gøres meget nemmere ved blot at klistre prismærket direkte på tøjet, men jeg skal jo altid være modsat ? Ej, men jeg var bange for at prismærket ville falde af eller i værste fald, at nogle ville bytte rundt på prismærkerne. Jeg vil dog lige nævne, at jeg IKKE sad og nørklede med prismærkerne i streg, men gjorde det over mange gange.

Jeg lavede mine egne skilte, som blev lamineret og hængt op på standen.  Jeg synes det er en rigtig god ide med et informativt skilt, så man som køber hurtigt kan danne sig et overblik af, hvad der bliver solgt.

Indretning af standen

Jeg benyttede mig af foldekurve til opbevaring af det lidt billigere tøj, badetøj og småting. Jeg satte skilte på hver kurv og øverst på standen. Den første måned sørgede jeg for, at der ikke var for proppet på min stand. Må dog indrømme at jeg i løbet af den sidste måned, fik placeret lidt for mange ting på den nederste hylde. Jeg benyttede mig ligeledes af perlesystemet og hang tøjet i størrelsesordning.

Dårlige oplevelser

Jeg har som sådan ikke haft en dårlig oplevelse i min periode. Men det ideelle er helt klart, at man som standlejer skal kigge forbi et par gange om ugen for at rydde op. Selvom jeg foldene tøjet i kasserne, så det fremstod præsentabelt, blev det hurtigt rodet til. Jeg tror dette er en ting man kun kan undgå, hvis man udelukkende benytter sig af bøjlestativer.

Gode oplevelser

Selve perioden har fungeret fint. Noget jeg har været glad for er, at der findes mange fællesstativer i butikken. Jeg har fået solgt alt uldtøjet, som jeg hang på fællesstativet. Derudover er alt MarMar, Soft Gallery, gravidbluser og PBSS røget. Børneloppen Odense afholder mange begivenheder, som tiltrækker flere besøgende til butikken. Det er så smart, at man kan følge med i sit salg online. I starten var jeg lidt afhængig af det og tjekkede mit salg hver time 😀 Facebookgruppen fungerer ligeledes rigtig godt til promovering af egen stand. Her skal man selv være på dupperne med et svar, når andre brugere for eksempel efterspørger en vare.

Mit salg

Jeg endte ud med et salg på 4411,50 kr. Den første måned fik jeg solgt rigtig meget, men i den sidste måned har der været mange dage uden salg. Ens salg afhænger meget af, hvem der lige kommer forbi som køber. Jeg har flere gange spekuleret på, om mine priser var for høje. Men jeg har fået solgt tøj for mellem 80 og 100 kr. stykket. Det dyreste jeg fik solgt, var et par næsten nye indesko til 250 kr. Ellers har de næstdyreste ting ligget mellem 100 og 150 kr. Jeg solgte mest tøj i prisklassen 20 – 60 kr. Prismæssigt synes jeg dog selv, at jeg er rimelig, idet tøjet er i flot stand og hverken fnulret eller forvasket.

Jeg observerede, at der var mange stande med tøj i størrelsen 56 til 98, hvilket giver lidt konkurrence ? Jeg har både solgt mærkevarer og billigere mærker såsom H&M, VRS og Lupilu. Alt i alt er jeg tilfreds med mit salg, for hvis jeg ikke havde haft en stand hos Børneloppen, havde jeg ikke tjent over 4000 kr.

Min anbefaling

Jeg kan helt klart anbefale at have en stand hos Børneloppen Odense. Det er nemmere at sælge ud af børnetøj, når køberen kan se og røre ved tøjet i stedet for gennem billeder på nettet. Jeg vil dog foretrække at booke en standperiode, som ligger tæt på sæsonskifte. Lige nu ligger jeg for eksempel inde med en del sommertøj, som nok er nemmere at sælge, når vi nærmer os maj måned. Derudover vil jeg til en anden gang nøjes med at booke maks én måned.

Har du haft en stand i Børneloppen eller i en anden kommissionsbutik? Hvilke erfaringer gjorde du dig?

>>Læs hvordan jeg klargjorde min datters efterårs-og vintergarderobe<<

//Jeanette

Følg mig gerne på Instagram, Facebook eller Pinterest 🙂

Indlæg oprettet 56

4 tanker om “Så meget tjente jeg i Børneloppen Odense

  1. Dejligt at høre en reel oplevelse – jeg har tit overvejet det, men har bare tænkt at det ikke ville fungere hvis man havde for meget “billigt” tøj.

  2. Sikke en solstråle-historie. Jeg havde en fælles stand med en veninde i et par uger i efteråret. Jeg havde kun hjemmesyede ting, og selvom mine ting var fastsat ret lavt, havde jeg ikke ret meget salg. Men jeg tror også der er mange om buddet i Valby.
    Vi har også en lokal loppehal i nabobyen, men der er alt muligt blandet. Der havde jeg en stand, da den åbnede. Jeg solgte ok i den første periode, men jeg synes også der var rigtig meget arbejde ved det, så nu ryger ALT tøj fra mine drenge videre til min kusines to drenge.
    Men dejligt med din succes 🙂 Kh Pia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen